I denne fiktive beretning er Oleg blevet genfødt som grønlænder.
Oleg var stolt af at være grønlænder. Det havde han valgt at fremhæve ved at bliver tatoveret i ansigtet med de såkaldte inuittatoveringer. Disse tatoveringer i ansigtet er oftest udført som stregformede linier eller bånd, som løber fra underlæben ned mod hagespidsen. Det var en sådan tatovering, som Oleg havde valgt.
På denne måde fik Oleg understreget sin stolthed over at være en del af den oprindelige grønlandske kultur, som bestod af inuitter. Inuitter er en fællesbetegnelse for en række arktiske folkeslag fra Grønland, Canada og Alaska.
Således var Oleg født og opvokset på Grønland i en familie, hvor sælfangst havde været hovederhvervet i mange generationer. Sælfangst var simpelthen en del af familiens identitet.
Olegs familie havde en meget stor respekt for sælen som dyr, fordi den havde betydet, at slægten havde kunnet overleve i generationer. Familien satte derfor også en ære i at anvende så meget af dyrets krop som muligt.
Desværre havde det mildere klima betydet, at sælerne gradvist var trukket længere nordpå.
Olegs familie havde derfor måttet forlade deres faste boliger af og til for at jage sæler længere nordpå. Dette betød, at de nogen gange måtte overnatte under mere primitive forhold for at optimere fangstresultatet.
For Oleg var det en selvfølge, at han selv skulle være sælfanger. Allerede som barn var han blevet taget med på de togter, hvor de skulle overnatte under primitive forhold.
De kolde nætter:
Nogle gange havde han bare været alene sammen med sin onkel. Det havde været en kold fornøjelse at skulle overnatte i et telt, selv om de begge havde soveposer med, som kunne beskytte dem mod de hårde kuldenætter.
Som udgangspunkt havde de altid taget deres tøj af, før de lagde sig ind i deres respektive soveposer.
Som barn var Oleg dog mere kuldskær end de voksne, og nogle gange kunne han simpelthen ikke hode varmen i sin egen sovepose.
Så fik han lov til at krybe ned til sin onkel, hvis sovepose var stor nok til at rumme dem begge.
Tættere havde Oleg aldrig været på et andet menneske. Nogle gange blev der også ført en varm genstand ind i hans numsehul, og en varm strøm af af væde strømmede ud af genstanden og varmede hans krop op. Kærlighedssaft som hans onkel kaldte det.
Oelg glemte aldrig siden den varme følelse af lykke, som var strømmet igennem hans krop.
Det blev et mål for Oleg at opnå den samme lykke igen, og med tiden udviklede han sig til at blive en anal-fabet af 1. grad.
Det lykkedes ham dog aldrig at finde ligesindede i Grønland. Derfor blev det til en fast tradition for ham allerede som ung at tilbringe sine sommerferier i København. Her kunne han få tilfredsstillet sine anale lyster.
Det skulle dog ændre sig.
Markedsføring af Grønland:
På et tidspunkt kom det frem i medierne, at et grønlandsk firma havde ansat en kendt dansk kunstner, som skulle reklamere for deres sælskindsprodukter.
Firmaet skønnede, at det var nødvendigt på grund af den hårde modstand mod sæljagten, som nogle miljøorganisationer repræsenterede.
Jim Lyngvild får stor tatovering i hovedet: Lige nu skamferer jeg mig selv (februar 2018):
Video: Kaldt homo på gaden: Se Jim Lyngvild jagte mand ind i forretning (september 2017):
Den kendte kunstner viste sig at være Jimo, som var multikunstner. Han kunne bryste sig med mange titler, der rent umiddelbart virkede meget imponerende. Blandt nogle af titlerne var forfattter, tøjdesigner, kunstmaler, skulptør og eventmager.
Han var dog også anal-fabet som Oleg, men i modsætning til Oleg var han kun anal-fabet af 2. grad.
Dette skyldtes, at han var bevidst om, at han blevet misbrugt seksuelt af sin stedfar som barn og derfor havde et modsætningsfyldt forhold til sin seksualitet.
Dette betød bl.a., at han bar markante tatoveringer på begge overarme og underarme, som kunne understrege hans maskulinitet. På denne måde kunne han kompensere for den manddom, som var blevet taget fra ham i hans barndom.
Hans trang til at give udtryk for sin manddom kom også til udtryk ved, at han var kronraget. På siden af hovedet havde han fået lavet en markant tatovering, som var inspireret af den nordiske mytologi.
Under alle tilfælde bar hans kunstneriske arbejde meget præg af hans seksualitet, selv om det måske ikke altid var tilsigtet.
For Jimo var det naturligt at give en sælskindsjakke et lyserødt look, selv om det afveg fra sælens naurlige farve.
Jimo´s ankomst til Nuuk:
Det var med spænding, at grønlænderne ventede på at se Jimo an.
Da han kom ud af flyet iført en lyserød sælskindsjakke, var grønlænderne ikke i tvivl. Jimo var på ingen måde værdig til at reklamere for deres land og deres sælskindsprodukter.
Selv om de godt var klar over, at han var anal-fabet, havde de ikke regnet med, at han i den grad ville føre sig frem med sin seksualitet.
De måtte dog affinde sig med situationen, da Jimo allerede var blevet ansat til at repræsentere deres land.
Jimo kunne derfor indlogere sig uden problemer på et hotel i Nuuk.
Olegs forelskelse:
Oleg var en af de mange , som var mødt op i lufthavnen ved Nuuk for at se Jimo an. I modsætning til de andre fremmødte var han meget imponeret af Jimo.
Han ønskede, at han selv var i stand til at føre sig frem med sin seksualitet på samme måde som Jimo.
Det betød, at han ganske enkelt måtte møde Jimo personligt.
En tidlig morgen satte han sig derfor ved baren i det hotel, som Jimo var indlogeret på.
Det forholdt sig nemlig sådan, at baren også fungerede som en reception. Jimo ville altså komme ned fra sit værelse på et tidspunkt og aflevere sin nøgle, og det var Oleg klar over.
Det skete da også. Da Jimo kort tid efter Olegs ankomst kom hen til receptionen, fik han med det samme øje på Oleg. Han fornemmede med det samme, at Oleg var en åndsfælle, I stedet for at aflevere sin nøgle, satte han sig derfor i stedet ved siden af Oleg i baren.
Jimo var en handlingens mand. Snart lagde han sin hånd på Olegs venstre ben. og hånden bevægede sig hurtigt videre til den voksende bule mellem Olegs ben.
Eftersom bulen blev ved med at vokse, gav Jimo den et lille klem.
Dert var et signal om, at nu var det tid til gå op på Jimo´s værelse.
Oleg var som forhekset og fulgte bare med.
Oppe på værelset vidste Oleg ikke rigtig, hvor han skulle gøre af sig selv. Han var nærmest blevet handlingslammet.
Kærlighedens tatoveringer:
Jimo måtte selv tage initiativet og begyndte at tage sit tøj af. Oleg var meget betaget af de tatoveringer, som viste sig, efterhånden som Jimo tog den enkelte beklædningsdel af. Han var ikke i tvivl om, at den enkelte tatovering dækkede over hver sin historie. Tanken om at ligge i Jimo´s arme og høre ham fortælle disse historier, fik Olegs “penishjerte” til i den grad at svulme op.
Hans liderlighed nåede dog uanede højder, da Jimo fjernede den sidste beklædningsdel, nemlig underbukserne. Jimo´s “numsehul” var nemlig omgivet af en række tatoveringer, hvis betydning man ikke kunne tage fejl af.
Det var tatoveinger, som med al tydelighed viste, at numsehullet/afføringskanalen kan bruges til andet end til sit biologiske formål. Afføringskanalens biologiske formål er som bekendt at skille sig af med de fysiske affaldsstoffer, som har hobet sig op i kroppen.
Tatoveringerne inspirerede også til at bruge “numsehullet” som en kærlighedskanal.
Det betød, at Oleg fuldstændig mistede kontrollen over sig selv. Han nærmest rev sit tøj af og råbte og skreg til Jimo, at han var nødt til at befrugte ham her og nu.
Hertil kunne Jimo kun svare: ” Det skal du være velkommen til. Min “numsemand” er jo skabt til det samme formål.”
Ja, det sagde han virkelig, den gode Jimo. Han vidste jo ikke bedre. Hans parringslyst havde endnu engang sejret over hans sunde fornuft.
Snart pumpede Oleg løs i Jimo´s numsehul, og det varede ikke længe, før Oleg blev forløst. Det blev til mange forløsninger ikke bare for Oleg, men også for Jimo.
Antallet af forløsninger var dog størst for Oleg. Han blev gang på gang inspireret af de mange tatoveringer, som omgav Jimo´s numsehul.
Oleg og Jimo valgte at gentage succesen de efterfølgende dage, og det stod efterhånden klart for dem begge, at de måske havde en fremtid sammen.
Kærligheden som skulle offentliggøres:
På et tidspunkt besluttede de sig for, at de også ville indvie omverdenen i deres kærlighed.
Deres kærlighed til hinanden havde simelthen vokset sig så stor, at de troede, at det ikke ville blive noget problem at få omverdenen til at acceptere deres kærlighed.
For en sikkerheds skyld besluttede de sig dog for at gå ud sammen hånd i hånd på et tidspunkt, hvor der kun var få mennesker på gaden. Så kunne de få et indtryk af, hvordan disse mennesker ville reagere.
En søndag morgen, hvor solen stod højt på himlen, besluttede de sig for at går ud fra hotellet sammen i Nuuk. Jimo tog sin lyserøde sælskindsjakke på, og Oleg fik lov til at låne hans lysegrønne sælskindsjakke.
Som de havde regnet med, var der kun få grønlændre på hovedgaden. Det var grønlændere, som kun var der, fordi de skulle lufte deres hunde.
Så Oleg og Jimo følte sig helt sikre og begyndt at tungekysse, da de befandt si ude på hovedgaden.
Det var et syn, som fik hundelufterne til at spærre øjnene op. De greb deres mobiltelefoner og beyndte at ringe rundt.
Sart begyndte der at strømme grønlændere ud fra deres huse, og de havde alle retning hen imod Oleg og Jimo.
Snart var Oleg og Jimo omgivet af tililende grønlændere. Der var ingen tvivl om, at de pågældende grønlændere ikke var venligt stemt over for dem.
Latterliggørelsen af Jimo:
Både Oleg og Jimo blev mødt med en regn af latterliggørelser og anklager. Jimo var især udsat.
Han fik at vide, at han var nutidens svar på de hofnarre som opererede ved de kongelige hoffer i Middelalderen.
Andre grønlændere sammenlignede ham med de landevejsriddere, som bruger alt deres tid på landevejene i Danmark og ikke har nogen fast bopæl.
Det skyldes, at mange af disse landvejsriddere ofte har en jakke, som er oversået med emblemer, ordener og medaljer af alle slags. Det samme gjorde sig gældende for Jimo, selv om hans overtøj var mere alsidigt og af skiftende karakter.
Jimo´s kronragede hoved med den markante tatovering gav anledning til andre betegnelser. Han blev kaldt for skinhead, nazist/facist og hårdtslående rocker.
En skinhead er et medlem af en subkultur, som opstod i arbejderklassen blandt unge i London, England, i 1970’erne. Navnet skinhead er afledt af tilhængernes ofte kortklippede eller ligefrem kronragede hoveder.
Grønlænderne var i det hele taget utrygge ved Jimo, fordi han afspejlede mange forskellige peronligheder i kraft af sit udseende, påklædning og adfærd.
Det vrkede som om, at Jimo ikke kunne finde en idenditet, som han kunne leve med.
For grønlænderne selv var det netop vigtigt at være tro imod deres rødder og kultur. De var på ingen måde i tvivl om deres idenditet.
Anklagerne mod Jimo:
Anklager var der også mange af:
Hvordan kunne Jimo finde på at føre en af deres egne ud i et kødeligt forfald?
Hvordan kunne han finde på at tildele deres sælskindsjakker en farve, som ingen heteroseksuel grønlænder med respekt for sig selv ville gå med?
Hvordan kunne han tro, at grønlænderne ville have en anal-fabet til at repræsentere deres land?
Det skyldes, at Grønland har et barsk miljø, som det er svært at overleve i. Derfor er det vigtigt for grønlænderne at reproducere sig selv. Det gør man som mand ikke ved at hengive sig til en anden mand.
Jeg vil undlade at nævne alle anklagerne her for jer læsere. Det skyldtes, at mange af anklagerne var så grove og grænseoverskridende, at selv jeg er for blufærdig til at nævne dem.
Jimo plejede nok at kunne forsvare sig selv og sine nærmeste. Her var latterliggørelserne og anklagerne dog så massive, at han ikke fik et ben til jorden.
Han indså snart, at der ikke var andet at gøre end at trække sig tilbage til hotellet sammen med Oleg.
Det skete med visheden om, at det kunne komme til vold imod dem. De valgte derfor at trække sig tilbage til hotellet.
Da de var tilbage på deres hotelværelse og følte sig sikre, så de hinanden dybt ind i øjnene.
Kærlighedens oplløsning:
Oleg og Jimo måtte med smerte se i øjnene, at den store kærlighed, som de kort forinden havde følt for hinanden, var som forsvundet som dug for solen. De erkendte, at kærligheden nok snarere havde været baseret på kødelige lyster end ægte følelser.
De blev derfor enige om at skilles i al fredsommelighed.
Jimo valgte efterfølgende at opsige sin kontrakt med det firma, som han havde haft en aftale med. Det skete i fælles forståelse.
Begge parter var blevet bevidste om, at et meget stort antal grønlændere ikke ønskede, at Jimo skulle repræsentere deres land. Det gjaldt både med hensyn til deres kultur og de produkter, som han skulle reklamere for.
Dermed havde Jimo ikke mere at gøre på Grønland, og han rejste tilbage til Danmark.
Oleg forsøgte derimod at genvinde grønlændernes tillid. Han ville gerne igen føle, at han var en del af folket.
Efter en periode indså han dog, at han havde svigtet grønlændernes tillid i en sådan grad, at den ikke kunne genvindes.
Af samme årsag valgte han derfor at rejse til København og bosætte sig der.
Her havde han som tidligere nævnt tilbragt mange af sine sommerferier for at få tilfredsstillet sine anale lyster.
Det var med bevidstheden om, at andre grønlandske anal-fabeter i København ville tage godt imod ham.
Således endte en ”smuk” kærlighedshistorie på en mindre heldig måde.
En anderledes bog:
I bogen bliver du præsenteret for Jimo for første gang i beretningen: Oleg som homoseksuel tøjdesigner.
Du bliver først fri i hjertet/sjælen, når du lærer dig selv at kende.